Der har været større risiko for at miste sit tech-job i år end sidste år.

Facebook (Meta) har afskediget 11.000 medarbejdere. Twitter har afskediget 3.700. Stripe har afskediget over 1.000.

I Danmark har Pleo afskediget 150 medarbejdere. Lunar har afskediget 40. Unity har afskediget 200. Klarna har sagt farvel til 550.

Det er vi slet ikke vant til.

Bliver det bedre til næste år? Nej.

Men lad os lige få proportionerne med. Er det blevet risikabelt at være i tech? Med tårnhøje lønninger, gode arbejdsforhold, chefer der ved, at du er vigtig, headhuntere der ringer i tide og utide?

Ikke rigtigt, vel? Og hvis ovenstående ikke gælder dig - altså, hvis du ikke har gode arbejdsforhold, og hvis din chef ikke synes, du er vigtig. Så har Jobindex over 800 ledige stillinger i kategorien "Systemudvikling og programmering". Læg hertil alle de stillinger, der ikke er opslået i Jobindex.

Forstå mig ret. En afskedigelse kan have store konsekvenser for den enkelte.

Forskellen er bare, at du som tech-medarbejder er langt bedre stillet, når du mister dit arbejde, end i næsten alle andre brancher.

Der er jo nærmest gået mode i LinkedIn-indlæg, hvor vi fortæller hinanden om, at vi opsiger vores job uden at have et andet.

Er det modigt og sejt? Ja, da. Men det er lidt mere modigt og sejt, hvis du er keramiker, end hvis du er it-udvikler.

Hvad er det egentlig, der foregår?

"Hold på hatten," skrev jeg i sommer. For det var efter Q2 tydeligt, at investorerne flyttede kapital væk fra risikobetonede tech-virksomheder, som ikke tjente penge. Og pengene blev samtidig dyrere som renten steg. De billige og næsten gratis penges tid er slut i denne omgang.

Og hvad så? Noget af kapitalen flyder nok over i andre tech-virksomheder, der er mere sikre investeringer og med en tilsvarende lavere forventning til afkast. Anden kapital flyder nok helt væk fra tech-virksomhederne, men flere og flere virksomheder uden for tech-industrien ansætter jo også tech-folk, og de ser mere attraktive ud, end de gjorde tidligere. Hvem ville overhovedet have overvejet at gide arbejde i det hedengangne Mærsk Data? Nej, vel. Men i dag er en virksomhed som Mærsk, som man ikke tidligere som it-udvikler ville forbinde med et interessant job, jo kommet med på it-rejsen. Og det er bare ét eksempel.

Og så er vi tilbage ved Jobindex' over 1.500 ledige it-stillinger og over 800 ledige udviklerstillinger. Der er et solidt grundtræk fra virksomheder, der skriger på kvalificeret arbejdskraft. Nogle af dem kommer til at få tilført mere af den kapital, der lige nu går og leder efter et nyt sted at bo, og de får brug for endnu flere hænder.

Det er også en god ting

Når store mænger kapital flytter rundt på den måde, betyder det selvfølgelig noget. Lige nu omallokerer mange mennesker og kompetencer sig i tech-industrien. Lige nu! Alle de folk, der skal finde nyt job. Alle de stillinger, der ikke bliver genbesat. Det flytter arbejdskraften ud til andre virksomheder og områder, der normalt har haft lidt sværere ved at tiltrække tunge it-kompetencer.

Måske ... hvis vi er heldige ... kunne det betyde:

Stærkere offentlige virksomheder

Måske får offentlige virksomheder lidt nemmere ved at tiltrække tungerere tech-kompetencer.

Det kan på sigt have stor betydning for, hvor meget ansvar de kan tage i samarbejdet med deres leverandører, og hvis man virkelig må drømme, kunne de måske bruge lidt færre penge på konsulenter uden at miste vigtigt input.

Måske kunne det endda på sigt have betydning for deres evne til at være mere agile, hvis de er bedre til at forstå deres leverandører på tech-fronten.

Måske ... måske kan flere offentlige virksomheder ligefrem bygge deres egen software.

Kompetencer til "Mærsk Data-virksomhederne"

Måske får tech-virksomheder, der lyder lidt mindre sexede på papiret, og som måske også er sakket lidt bagud på teknologien og agiliteten, i højere grad en chance for at tiltrække kompetencer, der kan udvikle dem og deres medarbejdere.

Tech-folk, der har set, hvordan Pleo, Unity eller Lunar opererer, kan bringe deres viden ud i andre virksomheder, der har et større udviklingspotentiale. Her kan de hjælpe med at få øje på forbedringer og spørge ind til, hvorfor man gør tingene, som man nu gør, og om ikke man kunne gøre det på andre måder, når man bygger software eller drifter infrastruktur eller supporterer kunder. De kan være med til at flytte mennesker og virksomheder nye steder hen.

Sundere virksomheder

Måske mindskes lønpresset. Ja, undskyld mig - men tech-markedet er overophedet, og det lønpres der har været i efterhånden mange år, er ikke sundt for hverken virksomhederne eller kunderne, og sikkert heller ikke for medarbejderne selv i sidste ende.

Kender du en Sosu-hjælper? Prøv at spørge ham, hvad hans seneste lønstigning var - og skam dig! :-)

Står du uden job?

Så overvej, om du virkelig bare skal finde det samme job igen, eller om det ikke kunne være sjovere at være med i den store omallokering af kompetencer og finde et job et sted, du ikke regnede med, og hvor du måske kan være med til at skabe resultater på en ny måde. Måske kan du gøre en større forskel i en offentlig stilling eller hos "Mærsk Data". Hvis markedet afskærer dig for drømmejobbet lige nu, er det måske også en god ting.

Eller.. du kan selvfølgelig også bare søge drømmejobbet hos os: tinyurl.com/schultz4ever :-)

Inspiration fra: https://www.ft.com/content/5e839489-1c94-45f8-af61-1140dc4471d0